Hvem er mine kunder?
Lær dine kunder og potentielle kunder bedre at kende.
Det lyder måske umiddelbart nemmere sagt end gjort, og hvordan kommer man så i gang med den proces? Der findes heldigvis forskellige muligheder og værktøjer, som kan hjælpe med f.eks. at kortlægge kunderejsen, touch points og persona.
Dem vil vi beskrive her i fasen og forhåbentlig hjælpe dig til at få overblik og viden om dine kunders rejser før, under og efter deres indkøb. Ved at kende kunderne og tilbyde dem det de efterspørger og bruge dine markedsføringskræfter bedst muligt, kan du beholde dem som kunder i lang tid. Det er både billigere og bedre at beholde sine profitable kunder, mens det er dyrt hele tiden at være på jagt efter nye. Det kan dog være vanskeligt hvis du ikke kender sine kunder og ikke ved, hvad de efterspørger, og hvad der får dem til at købe hos dig frem for hos konkurrenten.
Online er der et hav af muligheder for at søge information om produkter, priser, kvalitet, leveringstid, mm. Nogle kunder søger meget information mange steder og gennem længere tid, før de træffer beslutning om at købe. Derfor handler det også om at kende til de sociale platforme og de medier, hvor kunderne søger information og hvor de deler gode indkøbsoplevelser med deres venner og bekendte. Forbrugerne bliver hele tiden klogere og markedspladsen mere transparent set ud fra deres synspunkt. For dig som butiksejer synes markedspladsen måske stadig mere kompleks og med færre men mere dominerende udbydere med store marketing budgetter.
Det er blevet vanskeligere at gætte sig til, hvad kunderne gør og hvorfor de gør som de gør undervejs og hvilke ”devices” de anvender i deres søgen. Det er vigtigt at kende til dette, så din butik tager sig godt ud og teknisk fungerer optimalt på disse medier f.eks. ved at sikre at dit website er hurtig og tilpasset en mobil, også kaldet responsive.
Faktisk viste det sig via de undersøgelser, vi gennemførte i fokusgrupper og interviews i projektet, at forbrugere og i særdeleshed de unge forbrugere, i dag anvender deres smartphone både til informationssøgning, indkøb og til at dele deres indkøbsoplevelse med vennerne i den virtuelle verden på platforme som Facebook og Instagram.